Vækstkrav og pleje: De fleste arter er skovbundsplanter, og på friland bør man anbringe snabel kalla på et skyggefuldt sted i en temmelig fugtig, humusrig jord, gerne iblandet rigelig bladjord og tørvemel. Den bør vinterdækkes omhyggeligt med blade, som fastholdes af grangrene; eventuelt kan man optage rhizomerne og overvintre dem som dahlia-knolde. De arter, som dyrkes i koldhus, skal plantes i en blanding af muld, bladjord og tørvemel, men bør tillige have et tilskud af flydende gødning, idet man dog sørger for en hvileperiode om efteråret. Allerede i januar begynder de at skyde igen. Formeringen sker lettest ved sideknolde, men kan også ske ved frø, som spirer bedst i varmhus, hvorefter man lidt efter lidt vænner frøplanterne til et køligere klima.
Udtale:
Ari'saema
Familie:
Arumfamilien (A'raceae)
Type:
Staude
Hvor:
Fugtig, humusrig jord i halvskygge med vinterdække. Bedst i koldhus